Sensommerskovtur 2021
Foto: Gorm Skånstrøm Tekst: Jørn Bach-Christensen
Mandag morgen 13. september drog 16 mand af sted på Sweet Sixteens årlige og traditionsrige 2-dages udflugt for at spille Korsør Golfklub om mandagen og Sorø Golfklub om tirsdagen.
Normalt har der været 20 deltagere på Sweet Sixteens 2-dages udflugt, men i år altså kun 16 deltagere, først og fremmest fordi en del af Sweet Sixteens egne medlemmer i år svigtede dette års udflugt.
På de tilbagemeldinger jeg, som arrangør, har modtaget fra deltagerne, må dette års forsinkede 2-dages udflugt igen betegnes som en absolut succes, hvor alt klappede. Der blev spillet 2 absolut spændende baner, overnatningen på Korsør Vandrehjem Svanegården var helt fin med gode værelser og absolut fin forplejning i form af velkomstdrink, super middag, fin morgenmad, hvor der ikke manglede noget og dertil banesandwich.
1. dag: Korsør banen må betegnes som en naturskøn bane karakteriseret med mange store flotte træer og dertil med en del spændende huller, især blandt de nye og omlagte huller ud til søen Korsør Nor - nogle af disse huller var ret så strabasenende. Som skrevet syntes jeg, der var mange rigtig spektakulære og udfordrende huller. Mine favoritter var dog det flotte 7. hul (par-5), som absolut skulle spilles med omtanke, for at det ikke skulle gå helt galt med en tur i vandet eller siv, samt hul 16 (par-3), hvor der spilles fra et højtbeliggende tee-sted mod en høj green (dog lidt lavere end tee-stedet), men med en uregerlig bevokset forkant, stærkt skrånende ned mod vandet, og for at det ikke skal være løvn, høje træer i venstre side, som ikke levner anden mulighed end at gå efter green med et langt carry over vand, hvilket undertegne, i al beskeden, gjorde og lande på green ca. 3 meter fra pinden og følgelig en par på scorekortet - voila.
Afslutningshullet, hul 18, var også fint, især ved indspil på grund af kort før green, både vand og et pokkers stort træ i højre side, som man skulle over for at komme til green - altså hvis man var så uheldig at ligge i højre side til indspil. Spillet i Korsør blev afsluttet med 3 gode stykker smørrebrød incl. drikkevarer.
I Korsør spillede vi holdmatch med de 3 bedste scores på hvert hul tællende, og hvor hold 4 med Mogens Carlsen, Henrik Suhr, Knud Bisgaard og Sven Frederiksen (udflugtens grå eminence på 83 år) vandt med 115 point og med hold 3 som Runners Up
2. dag: Sorø Golfklub viste sig at være en særdeles naturskøn bane. Sammenlignet med Korsør endnu mere strabaserende. Nogle af deltagerne kaldte det en monsterbane med en del monsterhuller, med stor stigning op og ned, men meget spektakulære huller. Det viste sig da også, at den bane ikke kunne spilles på under godt og vel 5 timer for en 4-bold. I Sorø var der byttet om på 4-boldene, så ingen kom til at spille med de samme, og i Sorø blev der spillet individuel stableford match. Også i Sorø blev spillet afsluttet med 3 gode stykker smørrebrød incl. drikkevarer efterfulgt af præmieuddeling til vinderne af den individuelle turnering, som var Søren Høegh med 38 points og Runners Up Svend Muusmann med 36 points og endelig Ib Hansen som nr. 3 med 33 points (bedste bag-9 i forhold til Jørn Bach med 33 points).
De to golfklubber i Korsør og Sorø diskede op med en super middag - og med rødvin og lokal bryg til.